Det var da ikke fordi jeg var så skrækkeligt tidligt ude af posen, men det var ikke en tilstand jeg var alene om. Sådant set var det, hvis ærligheden skal i højsædet, ikke imponerende hvad der blev udrettet før middag – udover en del stor snak.

Dagens opgaver var blevet klarlagt under skibsmødet i aftes. Råen skulle gøre færdig, beidåsen tilsvarende (er det stavet rigtigt?), masten skulle lægges ned for at noget tovværk der var rigget forkert, kunne rettes, åslejerne skulle være færdige og der skulle lastes noget ballast. Der var vist også lidt andet der skulle klares. Dagens opgaver var historiske, intet mindre, ved det at det var de sidste før Imme Sejr kunne strække sejl for første gang i sin indtil skrivende stund korte, men på sigt forhåbentlig lange levetid. I morgen skulle et stort øjeblik hermed oprinde. Kluden skal bevæge sig mod himlen for første gang. Oh, fryd og festivitas! Nå, men det er jo først i morgen.

Trods en vis sendrægtighed kom der styr på rå, beidås, åslejer, ballast og mast, men skibstømrer Ida fik fokus på et projekt da masten kom i vandret position, og det varede lidt mere end 10 minutter. Det skal i øvrigt indskydes her at den nye mast er absolut lettere at have med at gøre end den gamle. Hold da kæft! Hvor den gamle var noget nær umulig at rejse med håndkraft, var denne jo en leg i sammenligning. Rejse, ja, for Ida blev færdig med sit projekt, og rejst igen blev masten. Inez sang ud himmelvendt henrykt efter rejsningen: Vi kunne få den op at stå! Sandelig kunne vi det. Som traditionen foreskriver, blev en mønt placeret under mastefoden. 

Da vi var kommet hertil i tidsplanen, var dag blevet til aften, og fast føde skulle indtages. Under den proces kunne besætningen lade sig underholde af et anseligt antal bikers med deres kværne mellem benene ankomme til kroen. Ja, der var da nok nærmere 100 end 50. Krofatter har vistnok skabt en tradition med at holde træf her om mandagen. De kom, stod og snakkede motorcykler i en times tid, fik måske en fadøl, og så kørte de allesammen igen under stor larmen og gøren sig til. Vi var nødt til at skyde skibsmødet til forstillingen var bragt til afslutning, af hensyn til muligheden for at kunne høre skippers autoritative tale.

Hermed var dagens officielle program ovre, og bål og bajere kunne skabe hvad de skulle. De gjorde de nu også. Det her er ikke det fæleste fællesskab jeg har været en del af, for nu at sige det på den måde. Tak for det.

Nils.